Nyheder

Nyt fra COMPLOT om projekter vi har lavet for kunder samt andet nyt fra os ...

COMPLOT flytter til Lemvig

Grafisk Tryk i Lemvig overtager bureauet COMPLOT i Langerhuse den 1. november. Her rykker Complot-folkene fra Langerhusevej ind i Grafisk Tryks bygninger på Industrivej i Lemvig.

“Vi har altid haft et godt samarbejde med COMPLOT omkring fælles projekter, og da muligheden for en overtagelse bød sig, var vi ikke i tvivl”, fortæller Tommy Jørgensen, indehaver af Grafisk Tryk.

“COMPLOT passer perfekt ind i vores koncept, og fusionen gør, at vi fremadrettet står endnu stærkere med lokale løsninger på det grafiske område. Vi har fælles værdier, når det gælder gennemtænkte løsninger med et godt match mellem kvalitet og pris. Og med den udvidede samling af kompetencer kan vi selv producere det meste”, siger Tommy Jørgensen.

De ansatte flytter med

Henrik Vinther Krogh har drevet COMPLOT i Langerhuse siden 2000. Der er i dag tre ansatte, som beskæftiger sig med medierådgivning, grafisk design, hjemmesider, udstillinger samt produktion af tryksager, print, skilte og facadeløsninger. Derudover udgiver COMPLOT Magasinet Vestkysten og driver webshoppen Langerhuse.dk.

En stor del af tiden har Henrik Vinther Krogh desuden arbejdet med produktion af film- og tv-programmer. Den del overdrages ikke, men videreføres af samarbejdspartnere i tv-branchen. 

Henrik Vinther Krogh afhænder COMPLOT af helbredsmæssige årsager. Han har følger efter en operation i 2021, og det har desværre ikke været muligt for ham at vende tilbage til virksomheden i tilstrækkeligt omfang. Hans egen fremtid er uafklaret:

“Jeg synes, at det er lige tidligt nok at sætte mig hen med en pibe og kigge ud over havet. Hvad jeg skal lave fremover, er jeg meget åben overfor, men det skal passe til de resurser, jeg har”.

Den samme ånd

COMPLOT har gennem årene hjulpet både kunsthåndværkere og store koncerner med alt fra visitkort til præsentationsfilm på det store lærred.

“Det vigtigste for mig er, at virksomheden føres videre i samme ånd, og det er der de allerbedste forudsætninger for med den nye ejer og de tre medarbejdere, som flytter med. Vores kunder kan derfor fortsat trygt henvende sig, og vores opskrift på den gode kop kaffe er noget af det, der følger med til Lemvig”, siger Henrik Vinther Krogh.

Bureaunavnet COMPLOT videreføres sammen med Grafisk Tryk og Lemvig Bogtrykkeri, der ifølge Tommy Jørgensen alle tre står for iderigdom, kvalitet og godt håndværk. Virksomheden på Industrivej har fremover 7 medarbejdere.

Yderligere oplysninger kan fåes ved henvendelse til COMPLOT • Grafisk Tryk: Tommy Jørgensen, tlf. 40 53 75 29 eller mail: gt@grafisk-tryk.dk